Hvad er medicininduceret eller medicinfremkaldt hovedpine?
Det er en forværring af din(e) vanlige hovedpine(r), som skyldes at du har taget hovedpinemedicin for ofte og gennem længere tid. F.eks. hvis du i mindst tre sammenhængende måneder har taget:
- Migrænemedicin i mere end 10 dage om måneden
- Håndkøbsmedicin i mere end 15 dage om måneden (Panodil, Treo, Kodimagnyl m.fl.)
- Morfin/blandingspræparater i mere end 10 dage om måneden
Hvordan kan du have det, når du har medicinfremkaldt hovedpine?
- Du får hyppigere og stærkere hovedpine. Medicinen virker dårligere. Lider du af flere typer hovedpine, kan de være svære at skelne fra hinanden.
- Du kan have hovedpine, kvalme, føle dig utilpas og tung i hovedet, når du vågner om morgenen. Det aftager, når du har taget de første piller. Du kan også føle, at du kan overkomme eller overskue mindre end tidligere, og at din livskvalitet er forringet.
- Du kan desuden føle dig irritabel, rastløs eller have dårlig samvittighed overfor din familie. Der vil typisk være tiltagende dårlig eller manglende effekt af forebyggende medicin, livsstilsændringer og anden behandling, f.eks. fysioterapi.
Hvad er behandlingen?
- Ingen hovedpinemedicin i 2 måneder. Formålet er at gøre din hovedpine modtagelig for behandling igen ved at bryde den onde cirkel med tiltagende hovedpine og voksende medicinforbrug. Mange oplever et alment bedre velbefindende efter nogen tid. Får du medicin for astma, hjertesygdomme eller anden sygdom, skal du naturligvis fortsætte med at tage det. Lægen/ sygeplejerske vil tale med dig om, hvilken medicin du må og ikke må tage i de to måneder.
Hvordan får du det uden medicin?
- I de første uger kan du opleve at hovedpinen bliver værre. Du kan også få influenzasymptomer eller søvnproblemer. Ved ophør af morfinlignende medicin, kan du få diarré, feber, hjertebanken, svedeture samt uro i krop og ben. Hos nogle fortsætter hovedpinen uændret eller forværres. Oftest aftager generne dog over nogle uger, og hovedpinen aftager i hyppighed og styrke. Nogle føler sig desuden mere friske, når de ikke tager medicin jævnligt. Du skal føre hovedpinekalender. Husk at udfylde og medbringe hovedpinekalenderen ved besøg hos neurologen.
Læs mere: www.hovedpineforeningen.dk
Hvordan kan du forberede dig på 2 måneder uden hovedpinemedicin?
- Beslut dig for den dato, hvor du stopper med at tage hovedpinemedicin. Fjern evt. medicinen fra dit hjem.
- Fortæl familie og venner om, at du skal igennem en periode uden medicin og hvad de kan/ ikke kan forvente af dig - måske kan de også støtte dig.
- Begræns forpligtelser og aftaler i perioden.
- Overvej sygemelding/delvis sygemelding - tal evt. med din arbejdsgiver om det.
- Bed andre behandlere om at gå forsigtigere til værks end vanligt, da behandlingerne kan fremprovokere hovedpine lettere end vanligt. Du bør ikke starte ny alternativ behandling i perioden, det kan midlertidigt forværre dit velbefindende. Smertelindring uden medicin.
- Prøv at gøre det, som plejer at hjælpe (ikke medicin), når du har hovedpine.
- Sørg for ro og hvile og hav tid til at pleje din hovedpine.
- Lav afspændingsøvelser (fås hos neurolog).Du kan også låne forskellige CD´er med afslappende musik eller øvelser på biblioteket.
- Læg noget koldt eller varmt på hovedet. Det kan evt. lindre smerterne.
- Sørg for en sund levevis; rigelig væske, regelmæssige og sunde måltider, rigelig søvn, frisk luft, motion og daglige afspændingsøvelser.
- Tænk på noget rart, som kan adsprede tankerne og fjerne dem fra hovedpinen – gå f.eks. en tur og kig på verden omkring dig. Indlæggelse for en kortere periode på sygehus kan overvejes, hvis du og lægen skønner, at det bliver for vanskeligt at gennemføre perioden uden medicin hjemme.
Læs mere på: www.hovedpineforeningen.dk
Revideret d. 21/08-2020